Siden er sidst opdateret 01/10/2024 by Vejrlab
Danmark
I Danmark fortsatte det sommerlige vejr i slutningen af august ind i september. Der var tale om nogle særdeles varme dage frem til den 9., hvor temperaturerne lå på 25-29 °C. Igen var den vestlige del af landet nogle dage ramt af heftigt regnvejr, mens det var varmt og solrigt mod øst.
På Bornholm blev der målt 30,2 °C, hvilket var den varmeste septemberdag i 77 år. DMI udsendte varsel om hedebølge i Københavnsområdet mellem 5. og 8. september. Den bemærkelsesværdige varme sluttede med et brag 9. september, hvor regnen væltede nedover landet. Det blev til flere skybrud, oversvømmelser og udbredt +50 mm nedbør.
Skiftet i vejret betød også væsentlig lavere temperaturer og med en del blæst var det decideret koldt. Dagtemperaturerne lå på12-15 °C. Det gode vejr vendte dog stærkt tilbage. Midt i september kom en længere periode med fantastisk lækkert vejr. Der var for det meste sol fra en skyfri himmel, temperaturer på 18-23 °C og næsten ingen vind.
Efter 10 dage med dejligt sensommervejr kom efteråret for alvor. Den 24. september blev skiftedagen, hvor regn, blæst og lave temperaturer for alvor indtog landet. Den 27. september blev især Sydvestjylland ramt af et voldsomt regnvejr, hvor der i Esbjerg faldt hele 144,6 mm på et døgn. Det er ny septemberrekord.
Europa
Varmen i Danmark i begyndelsen af måneden kom fra Balkan og Centraleuropa, hvor man oplevede ekstremt høje temperaturer. F.eks. 34,3 °C Straznice i Tjekkiet, 35,7 °C Prievidza i Slovakiet, 36,3 °C i Bilje i Slovenien (ny national septemberrekord) 35,9 °C i Bad Deutsch i Østrig og 38,3 °C i Cuprija i Serbien.
I Helsingborg blev der målt 31,1 °C, hvilket er den højeste temperatur i september i Sverige, der nogensinde er registreret. I Norge kom temperaturen for første gang nogensinde over 30 °C i september
I både Tyrkiet og Grækenland var der nattemperaturer på over 30 °C og i Budapest i Ungarn 24 °C, hvilket er ny national varmerekord.
Prisvenlige solrejser – rejs fra Billund, Hamborg, Aalborg eller København >
Midt i september indtrådte et markant vejrskifte i Centraleuropa med kulde i bl.a. Alperne og heftig regn i Tjekkiet, Østrig og Polen. Der blev målt 350-450 mm nedbør over weekenden 13.-15. september.
I Alperne var der sne helt ned i 800 meters højde. I Ungarn oplevede man på samme dag dagtemperaturer på 7 °C i den vestlige del af landet og 30 °C mod øst.
Få dage senere, omkring den 17.-18. september, blev regionen Emilia-Romagna i Italien ramt af voldsomt regnvejr med omfattende oversvømmelser omkring Ancona og Ravenna.
Den højeste temperatur i Europa i september 2024 blev målt i Antalya i Tyrkiet og lød på 39,9 °C. Koldest var det i Aiguille du Midi i Frankrig, hvor termometret kom ned på -16,2 °C.
Verden
Der blev verden over registreret tusinder af varmerekorder – også flere nationale, hvor der blev målt den højeste temperatur i september nogensinde – f.eks. i disse lande:
• Taiwan: 39,6 °C i byen Bade
• Colombia: 43,4 °C i byen Jerusalén
• Vietnam: 39,7 °C i byen Lao Cai
• Hongkong: 37,4 °C i byens lufthavn
• Cuba: 38,4 °C i byen Velasco
• Gabon: 35,8 °C i byen Franceville
Østasien oplevede i september langvarig hedebølge med tusindvis af varmerekorder i Kina, Japan og Sydkorea. Stort set alle provinser i Thailand har slået varmerekord i september – f.eks. på ferieøen Koh Samui, hvor termometret sneg sig op på 36,4 °C.
Både Sydkorea og Florida registrerede varmeste septembernat nogensinde. Det gjorde man også på Malta, hvor rekorden for varmeste nattemperatur nu lyder på 27,0 °C. I Narsarsuaq på Grønland målte man en minimumtemperatur over et helt døgn på hele 15,3 °C.
Den 29. september blev der målt 48,0 °C i Tepache i Mexico, hvilket er det seneste man har målt så høj en temperatur på den nordlige halvkugle. Den højeste temperatur i verden i september 2024 blev målt i Ab Pakhshan i Iran og lød på 50,4 °C.
Andre vejrbegivenheder i september 2024
Andre vejrmæssige begivenheder i september 2024 var bl.a. tyfon i Kina og Vietnam, jordskred i Nepal, skovbrande i Californien, Portugal og Brasilien, orkaner i USA, oversvømmelser i England, Nigeria og Myanmar og op til 35 °C mange steder i Canada