Se vejret i hele verden og de varmeste og koldeste steder lige nu. Bliv inspireret af vores top 10 over seværdigheder på danskernes foretrukne rejsemål med aktuelt vejr og skema for nedbør og temperatur

Vejret i oktober 2024 – et overblik

Siden er sidst opdateret 16/01/2025 by Vejrlab

Danmark

I Danmark begyndte oktober halvkoldt og blæsende med lidt nedbør i vest og sol i øst. Temperaturen lå på 10-13 °C, men nætterne var flere steder ret kolde. Der blev f.eks. registreret den første nattefrost i Jylland.

Omkring den 7. blev det lunere og mere regnfuldt, men vejrtypen holdt kun få dage. Efterårsferien bød i begyndelsen på en hel del sol og 10-13 °C. Der var kun få byger, men til tider en kraftig vind. Sidst i efterårsferien blev det mere skyet, men varmere med temperaturer på op til 17 °C – varmt for årstiden.

Fra den 22. oktober gav et højtryk solrigt vejr med temperaturer på 9-13 °C. Vejrtypen varede til den 26., hvor det blev mere gråt med periodevise byger og temperaturer på 10-14 °C. Sådan sluttede oktober også – gråt og forholdsvis mildt for årstiden.

Europa

I Europa var det langt ind i oktober over 32 °C i store dele af Middelhavsområdet – bl.a. på Cypern, i Tyrkiet, Spanien, Grækenland og Syditalien.

Der blev registreret tropenætter i Ukraine og Rumænien – i det hele taget målte man over det meste af Europa meget høje nattemperaturer. Det blev til to nationale rekorder: 26.7 °C i Garrucha er den højeste nattemperatur, der nogensinde er målt i Spanien i oktober. 24,8 °C i Luqa på Malta var også ny oktoberrekord for landet.

 

Prisvenlige solrejser – rejs fra Billund, Aalborg eller København >

 

Midt på måneden nåede varm luft fra Nordafrika helt til Norge, hvor fønvinde sørgede for hele 20,9 °C i Ørsta-Volta lufthavn med nattemperaturer på tæt på 20 °C.

16.-17. oktober blev den centrale del af Frankrig omkring Lyon ramt af voldsomt regnvejr og oversvømmelser. Der blev målt 866,2 mm på 48 timer i Croix de Bauzon. Få dage efter var det Norditalien omkring Firenze og Bologna, der blev ramt af regn med efterfølgende oversvømmelser.

Sidst i oktober kom turen så til Spanien. I området omkring Valencia, men også i den allersydligste del af Spanien, forårsagede voldsom regn massive oversvømmelser.

Den højeste temperatur i Europa i oktober 2024 blev målt i Buca i Tyrkiet og lød på 36,9 °C. Koldest var det i Island, hvor termometret i Grimsstadir kom ned på -18,6 °C.

Verden

Længere ude i verden blev der også sat rekorder. 47,2 °C i Palm Springs var en tangering af den højeste temperatur målt nogensinde i USA og Nordamerika i oktober. Stort set alle sydlige stater i USA slog ny varmerekord for oktober.

Andre steder med nye nationale rekorder var disse lande, der målte den højeste oktobertemperatur nogensinde:

• Mexico: 46,6 °C i byen El Cubil
• Dominica: 35,6 °C i byen Canefield
• Bolivia: 47,0 °C i byen Villamontes
• Kenya: 39,8 °C i byen Mandera
• Surinam: 36,0 °C i byen Nickerie
• Chile: 39,9 °C i byen Huechun

I disse lande målte man den højeste nattemperatur i oktober nogensinde:

• Indonesien: 29,1 °C i Sangapura
• Curacao: 29,0 °C
• Brasilien: 31,5 i byen Cuiaba
• Dansk Vestindiske Øer: 28,9 °C
• Sri Lanka: 28,4 °C i byen Galle
• Bolivia: 25,6 °C i byen Camiri
• Filippinerne: 29,3 °C i byen Nueva Vizcaya

Heller ikke Thailand gik fri for rekorder i oktober 2024. Det sydøstasiatiske land har nu haft knap 600 dage i træk med en varmerekord et eller andet sted i landet. Varmen begyndte også at komme til den sydlige halvkugle, hvor både Australien og Sydafrika havde over 44 °C.

Andre vejrbegivenheder i oktober 2024

Orkan i USA og Mexico, tyfoner i Filippinerne, fortsat hedebølge i Caribien og usædvanlig varmt i Japan og på den koreanske halvø.

 

5-stjernet all inclusive til fantastiske priser – se hvor billigt du kan rejse >

 

Top 10-skema for oktober 2024

Klik for stort billede

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *