Hvor bliver foråret af? Det har godt nok været en kold april – ja, faktisk den koldeste i mange år, hvis man skal tro flere danske medier. Her på matriklen har der været udbredt nattefrost og endda snevejr den 26. Det var dog ikke så koldt som i Horsens, der målte -7 °C.
Endnu koldere har det været mange steder i Europa. I begyndelsen af måneden ramte kulden Alperne, hvor termometret røg ned under -25 °C. Det gjorde det også i Skandinavien, og det er her vi finder månedens laveste temperatur. Den lyder på -27,9 °C og blev målt i Suolovuopmi Lulit i Norge.
Varmest i Europa blev det i den østlige del af Middelhavet, hvor både Cypern og Tyrkiet havde over 35 °C. Den højeste temperatur i Europa i april 2021 blev 36,8 °C målt i Gecitkale på Cypern. I Adana i Tyrkiet og Lefkoniko på Cypern målte man temperaturer på henholdsvis 36,6 og 35,2 C.
Charterrejser – rejs fra Billund, Aalborg eller København >
Det har også været varmt i Spanien i april med over 30 °C og lidt mere sjældent i Serbien, hvor termometret røg op over 25 °C.
Flere medier har også berettet om den højst målte nattemperatur målt i Europa nogensinde. Den lød på 30,7 °C i Falarsarna på Kreta. Varmt, men der er stadig et stykke op til verdensrekorden på hele 44,2 °C målt i Khasab i Oman.
Kigger vi ud i den store verden, så er det bemærkelsesværdigt, at den ekstreme varme bare fortsætter i Vestafrika. Det er ved at være fjerde måned i træk, hvor dagtemperaturen flere steder i Mali og Senegal har ligget på 45 °C.
I april 2021 blev den højeste temperatur i verden 47,0 °C målt i Matam i Senegal efterfulgt af Kayes i Mali og Linguere i Senegal, hvor termometret røg op i henholdsvis 46,4 °C og 46,3 °C.
Top 10-skema for april 2021
