Siden er sidst opdateret 01/07/2024 by Vejrlab
Herhjemme begyndte juni med perfekt sommervejr. I hvert fald de to første dage, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel og termometret rundede 27 °C. Herefter gik det støt og roligt ned ad bakke. Frem til ca. 15. juni var vejret koldt (12-15 °C), blæsende og regnfuldt. Nattemperaturen nåede helt ned på 1,4 °C i Billund. Til tider mindede det mere om efterår end sommer.
Midt på måneden blev vejret mere solrigt, men til tider blæsende og stadig med moderate temperaturer på 15-21 °C. Efter en sjaskvåd 22. juni kom varmen og sommeren gradvist til Danmark. Den kulminerede torsdag 27. juni, hvor temperaturen kom op på over 30 °C. De sidste dage af juni bød på typisk dansk sommervejr – sol, regn og moderate temperaturer.
I Europa viste vejret sig også fra sin ekstreme side med store forskelle fra nord til syd og fra øst til vest. Noget af det mest bemærkelsesværdige var en voldsom snestorm på Island. Samtidig havde det østlige middelhavsområde ekstremt varmt vejr med temperaturer på over 44 °C mange steder.
I Ceylanpinar i Tyrkiet tæt på den syriske grænse nåede termometret op på 47,8 °C, der også er den højeste temperatur målt i Europa i juni 2024. På Cypern var der 45,5 °C, mens der i byen Lindos på Rhodos midt på måneden kortvarigt blev målt en nattemperatur på 38 °C.
På det græske fastland nåede termometret op på 44,2 °C med nattemperaturer på 35 °C, mens der i Voukolies på Kreta blev målt 44,5 °C. Varmen i Sydøsteuropa bredte sig op til Balkan, hvor der i Split i Kroatien blev målt 39,4 °C og i Oryahovo i Bulgarien 41,7 °C.
Sidst på måneden blev der også registreret tropenætter udbredt i Norge, Estland og Finland. I Sunndalsøra i Norge kom termometret over et helt døgn ikke under 24,4 °C.
Begyndelsen af juni bød også på oversvømmelser i Sydtyskland forårsaget af det ustabile vejr, der i en længere periode lå over Centraleuropa. Her lå temperaturen også noget under normalen. Det gjorde den også på den iberiske halvø, hvor Madrid oplevede dagtemperaturer på blot 16-18 °C og Malaga 20-22 °C.
Den laveste temperatur målt i Europa i 2024 registrerede man på Jungfraujoch i Schweic, hvor termometret kom ned på -10,3 °C.
Prisvenlige solrejser – rejs fra Billund, Aalborg eller København >
Kigger vi lidt længere væk oplevede både Nordafrika og Mellemøsten hedebølge. I Algeriet målte man 50,3 °C i både Ouargla og Hassi-Messaoud med nattemperaturer på op til 36 °C. I El Burma i Tunesien nåede termometret op på 48,0 °C og i Gilgal i Israel 48,1 °C. I byen Alwar i Indien målte man den højeste nattemperatur nogensinde i landet – den lød på 37,0 °C.
I Mexico fortsatte hedebølgen fra maj ind i juni med temperaturer på op til 52,0 °C, der blev målt i Tapeche. Varmen nåede også op til USA, hvor der i Death Valley blev registreret en nattemperatur på 37,5 °C.
Den højeste temperatur i verden i juni 2024 blev dog målt i Jahra i Kuwait og lyder på 53,1 °C. Golfstaterne oplevede generelt ekstrem varme med over 50 °C adskillige steder.
Mere varme: Temperaturen nåede op på 50,0 °C i Yuncheng i Kina, 35,4 °C i New Foundland i Canada – ny varmerekord for juni, mens dele af Sydamerika igen havde langvarig hedebølge med over 37 °C. Her skulle det være vinter lige nu!
Af andre vejrmæssige begivenheder kan nævnes hedebølge i det nordlige Kina og på den koreanske halvø, varmerekord for juni i Peru (36,1 °C) og i New Zealand (25,6 °C), kulderekord for juni i Tan Tan i Marokko (12,5 °C) og voldsom regn og oversvømmelser i Vietnam.