Se vejret i hele verden og de varmeste og koldeste steder lige nu. Bliv inspireret af vores top 10 over seværdigheder på danskernes foretrukne rejsemål med aktuelt vejr og skema for nedbør og temperatur

Vejret i juni 2025 – et overblik

Siden er sidst opdateret 12/01/2026 by Vejrlab

Danmark

Juni startede vådt. Den første dag i måneden kom kraftige byger op over Danmark, og det betød voldsom regn og skybrud flere steder i landet. De følgende dage bød på lidt regn og vekslende skydække i Jylland, men tørt og solrigt vejr mod øst og op til 20 °C. Det var enkelte dage koldt om natten – i Billund blev der målt 1,2 °C.

Fra 5. til 10. juni var vejret ustadigt med blandet sol og regn og temperaturer på 13-18 °C. Den 11. juni kom et nyt vejrskift, hvor sol og varme bredte sig op over landet fra syd. Temperaturen steg gradvist og kulminerede den 14. juni med 25,1 °C i Borris i Vestjylland, hvilket blev årets første sommerdag.

Fra den 15. blev vejret mere ustadigt, men igen kom varmen til at dominere med gradvist højere temperaturer. Selvom der til tider var nogen vind, så var weekenden 21.-22. juni flot og solrig med temperaturer på op til 28,8 °C i både Store Jyndevad og Odense Lufthavn.

Natten til den 23. kom et kraftigt regnvejr ind over Danmark, og det markerede samtidig et vejrskifte. Sankt Hans aften var våd og blæsende og blev mange steder aflyst. Måneden ud var vejret omskifteligt med nogen regn og til tider blæsende, men der var også flotte dage med masser af sol. Temperaturen var dog moderat – fra 17-22 °C.

 

Billige miniferier og pakkeophold – se deals og kampagner her >

 

Europa

I Europa begyndte juni 2025 med forholdsvis høje temperaturer i middelhavsområdet. Fra Spanien i vest til Grækenland i øst blev der målt temperaturer over 32 °C. Hedebølgen fra slutningen af maj betød temperaturer i dele af Spanien på over 37 °C, men nogle dage inde i juni blev der målt lignende varmegrader i Tyrkiet, Grækenland og det sydlige Balkan.

Den 8.-9. kom ny varme til Den Iberiske Halvø med temperaturer over 42 °C i det sydlige Spanien. Varmen trak nordpå med over 37 °C i det sydlige Frankrig omkring Nîmes (max.: 38,1 °C i Pruniers). I Tyskland blev der målt 35,5 °C.

Stort set samme scenarie udspillede sig omkring den 21.-23. juni, hvor varmen lå over Den Iberiske Halvø og ugen efter i det centrale Europa. Der blev målt over 44 °C i Spanien, 42 °C Frankrig, 36,2 °C i Tyskland, 38,3°C i Østrig, 38,4 °C i Slovenien og 40,4 °C i Serbien.

Der blev også slået adskillige varmerekorder på De Britiske Øer, og i Tyrkiet og Grækenland lå nattemperaturen flere steder på 30 °C. Det var også ved den ekstreme varme sidst i juni vi skal finde den højeste temperatur i Europa i juni 2025. Den lød på 46,6 °C målt i Mora i Portugal. Det var samtidig den højeste junitemperatur nogensinde i Portugal.

Den laveste temperatur i Europa i juni 2025 lød på -5,9 °C og blev målt to steder: På Juvvasshøi i Norge og på Lomnicky Stit i Slovakiet.

 

Prisvenlige solrejser til alle de populære rejsemål – se tilbud her >

 

Verden

Varmen i maj på Den Arabiske Halvø og i Indien og Pakistan fortsatte ind i juni med dagtemperaturer på over 48 °C, mens der flere steder blev målt 34 °C om natten.

Langs stillehavskysten fra Canada i nord til Mexico i syd blev man ramt af en usædvanlig varmebølge med temperaturer på over 39 °C i Canada, 50,0 °C i Death Valley og 49,0 °C i Mexico.

Midt i juni blev der skruet endnu mere op for varmen i grænselandet mellem Iran, Irak og Kuwait. Der blev målt hele 52,7 °C i Kvormuj i Iran (højeste i verden i juni 2025) og nattemperaturer på 36,2 °C i Kuwait Airport og 35,6 °C i Oman. Det blev dog endnu værre senere på måneden – her målte man en nattemperatur på 41,3 °C i Khassab i Oman.

Sidst i juni kom en hedebølge til det østlige USA, der bød på hundredevis af varmerekorder – bl.a. i Boston (38,9 °C), Baltimore (40,5 °C) og New York (38,9 °C). Varmen lå også over det østlige Canada, der målte temperaturer på over 37 °C.

I disse lande målte man den højeste temperatur i juni nogensinde:

• Hongkong: 38,9 °C i byen Lau Fau
• Slovenien: 38,4 °C i byen Doblice-Crnomelj
• Portugal: 46,6 °C i byen Mora
• Spanien: 46,0 °C i byen El Granado

I disse lande målte man den højeste nattemperatur i juni nogensinde:

• Malaysia: 29,0 °C på øen Penang
• Ny Kaledonien: 26,3 °C på øen Ile Surprise
• Gabon: 26,9 °C i byen Port Gentil
• Cookøerne: 28,6 °C på øen Manhiki
• Marshalløerne: 28,3 °C på øen Majuro

Andre vejrmæssige begivenheder i juni 2025

Hedebølge i det nordlige Kina (+47 °C), heftig regn i Sydafrika (160 mm på 24 timer), skovbrande i Kroatien og Grækenland, hundredevis af varmerekorder i Japan og kraftig regn i Pakistan.

 

5-stjernet all inclusive til fantastiske priser – se hvor billigt du kan rejse >

 

Top 10-skema for juni 2025

Klik for stort billede

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *